8. november 2003
Stig Rossen - Anden prøveuge
Vi er for alvor ”landet” nu og har gennem de første uger opnået en fortrolighed indbyrdes og skabt et fælles ”sprog” i prøvelokalet. Instruktøren Matthew Ryan behøver ikke at forklare ret meget, et ord eller en bevægelse er nok til, at vi kollektivt forstår hvad han mener. Dét i sig selv giver en stor samhørighed og letter jo arbejdet, kan man sige.
Mange vil måske tro, at man udelukkende synger under en musicals tilblivelse. Men vi arbejder også meget med kroppen, laver yogaøvelser, der løsner op for spændinger og arbejder med den ”talte” tekst, Der er stort set udelukkende sang i musicalen, men i Matthew Ryans arbejdsproces skal vi kende teksten til bunds før vi synger den. Vi dykker ned i hvert ord og hver sætning. Arbejder med rytmen og lyden.
En øvelse kan for eksempel være at synge teksten uden ord. Det lyder nok lidt kryptisk, men handler dybest set om at udtrykke de følelser teksten indeholder. På den måde får historien liv - den bliver integreret i kroppen.
De seneste dage har vi arbejdet med prologen i forestillingen. Og selvom jeg har spillet rollen som Jean Valjean tæt på 1400 gange - så ta´r jeg mig selv i at tænke - ”dét her har jeg ALDRIG sunget før”. Det kan lyde krukket, men det er sådan jeg har det. Jeg vil ikke sige, at jeg genopdager ”ordene”, men jeg opfatter dem anderledes - eller rettere - jeg ser nye facetter. Teksten får en anden mening.
Matts måde at arbejde på er meget anderledes end andre instruktørers. Han har et indre univers og en arbejdsmetode, der er meget inspirerende. Det er ikke uden grund, at han betragtes som en af Europas bedste musicalinstruktører. Matthew Ryan går ikke ind og fortolker den enkelte rolle - som mange instruktører gør i andre teatersammenhænge. Han er åben for input - for de egenskaber den enkelte skuespiller bringer med sig. På den måde bliver Les Misérables universel. Publikum får lov at fundere - og får mulighed for at tolke historien ud fra den enkeltes eget personlige verdensbillede. Jean Valjean siger mig måske noget helt andet end min nabo?! Det er jo den frihed til SELV at tolke, der er interessant og gør, at Victor Hugos historie om De Elendige stadig er aktuel og vedkommende.
Jeg glæder mig meget til at stå på scenen igen som Jean Valjean. Jeg er blevet 14 år ældre fra jeg spillede rollen første gang. Den personlige udvikling jeg har gennemgået i de år - får uden tvivl en afsmitning på den Jean Valjean jeg ”er” i dag. Jeg har en lille dreng derhjemme på halvandet år, og jeg er nok blevet et mere rummeligt og modent menneske. Jeg håber og tror, at det får en heldig afsmitning på vores nye version af Les Misérables.