Nyhedsmails 2021


stig

Stig Rossen

20. December 2021


2021 lakker mod enden 

og hold nu op, et år det har været!

Vi skulle helt hen til maj, før vi endelig fik lov til at mødes igen, men så var der til gengæld også fart på. Vi havde haft et ekstra år til at glæde os til Odense Sommerrevy, som havde premiere d. 6. maj og spillede helt frem til midten af juni og igen i august. Det var min debut som revyskuespiller, og det var præcis så sjovt og udfordrende, som jeg havde håbet på!

Sommeren bød på et væld af koncerter, og der var heldigvis tid til at indhente både nogle af de koncerter, der var blevet flyttet, og til nye arrangementer. Vi fik hyldet John Mogensen, festet med Stig & Vennerne, og endnu engang dannede Sagafjord en helt magisk ramme om flere af de intimkoncerter, som snart må regnes for en årligt tilbagevendende tradition. Vi gør det hele igen til næste år.

Tivoli og Mikkel Rønnows nye, storslåede opsætning af den danske succesmusical Atlantis fyldte det meste af efteråret og bragte os fra premieren i København til Aarhus, Holstebro og Odense, inden vi vendte tilbage til udgangspunktet, hvor vi lod sagnlandet Atlantis gå under for sidste gang d. 13. november. Billetsalget, de gentagne forlængelser af spilleperioden og sidst, men bestemt ikke mindst alle jeres varme tilkendegivelser vidnede alt sammen om en overvældende modtagelse. Det var en fornøjelse at have tid til at udforske og udvikle rollen som Jabbadoor, skurken, der forfører et helt folk og leder dem i afgrunden. Desuden er det altid vidunderligt at være en del af et stort hold af inspirerende, dygtige kolleger, og holdet bag Atlantis var i en klasse for sig. Der bliver i øjeblikket lagt sidste hånd på den dobbelt-CD og LP, som kan forudbestilles allerede nu, og som udkommer i løbet af 2022. Albummet er en liveoptagelse af hele forestillingen og bliver dermed en unik mulighed for at opleve eller genopleve fortællingen og ikke mindst musikken.
 

Juleturnéen blev som bekendt en smule kortere, end vi havde håbet på. Der var desværre fire byer, vi ikke nåede at besøge, men vi satser på, at vi kan tage revanche næste år. Til den tid må det da kunne lade sig gøre at nå helt i mål.

Det kan måske føles, som om vi er, hvor vi var ved samme tid sidste år, men meget er alligevel ændret. Vi er nået langt i fællesskab, og hvor har det været skønt at mærke netop fællesskabet og stemningen ved de mange koncerter, vi trods alt nåede. Spillestederne har gjort en kæmpe indsats, ligesom juleholdet på og omkring scenen igen i år har overgået sig selv. Ved enkelte koncerter var vi nødt til at fjerne pausen for at mindste risikoen for smittespredning, men for at sikre, at alle alligevel fik den fulde koncertoplevelse, skar vi ikke ned på sætlisten. Det blev blandt andet til to maraton-koncerter i Tivoli Congress Center. Det er et kæmpe privilegium at arbejde med et hold, der løfter den opgave. Vi benyttede lejligheden til at takke TCC for de fem år, vi har været dér, men kunne samtidig med glæde annoncere, at vi fra næste år er tilbage i Falkoner Salen.

Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor vi tager ud med Årets Julekoncert for 28. gang. Billetsalget er startet mange steder, og der kommer løbende flere til, så hold øje med kalenderen på hjemmesiden.

Kalender


Synes man, at det er lidt tidligt at glæde sig til næste jul, kan vi begynde med et kig på resten af 2022. Der er allerede en lang række spændende projekter i kalenderen! Når den forlængede juleferie er forbi, er vi klar til et herligt gensyn med More Jacks i Slagelse d. 28. januar, en række koncerter med Stig & Vennerne og endnu en musicalopsætning, når Stephen Sondheims ”Into The Woods” har premiere i Glassalen i Tivoli d. 18. marts. Jeg skal spille fortælleren i stykket, som er en original sammenblanding af klassiske eventyr tilsat fremragende musik. Det bliver godt! I næste nyhedsbrev fortæller jeg mere om, hvad I kan se frem til, hvis I tør følge med os ind i den dybe skov, hvor alt kan ske ...



 

Tusinde tak for jeres opbakning i løbet af året, der er gået. Det er jer, der holder kulturen i live.

Jeg glæder mig til, at vi igen må mødes ude i virkeligheden, og indtil da: De varmeste ønsker om en velsignet jul og et lykkebringende nytår fra mig til jer!


Vi ses derude i 2022!

Stig Rossen

16. November 2021

                                     Tak for nu, Atlantis, juletiden nærmer sig!

Så gik Atlantis under for sidste gang, og det er for alvor blevet tid til at vende blikket mod juleturnéen.

Atlantis blev afrundet med en helt fantastisk uge, der bl.a. bød på en historisk syng-med-version, hvor publikum sang med og i dén grad bidrog til en uforglemmelig forestilling. Det var stort at være en del af, så tusinde tak til alle jer, der var med.
Jeg ved, at mange af jer har været at finde blandt publikum ved en eller måske endda flere af de mange Atlantis-forestillinger; mon ikke Joan og Gitte satte rekord med deres tilsammen 32 forestillinger? Af hjertet tak for jeres mange, positive tilbagemeldinger. Det har været vidunderligt at spille for fulde sale igen, og jeg har nydt at dykke ned i rollen som Jabbadoor. Nu glæder jeg mig til at skifte skurkerollen ud med al den hygge og varme, der er forbundet med julen.
 

                                                        Årets Julekoncert 2021

Karavanen er ved at være klar til at drage landet rundt, og den er læsset med julestemning!

I morgen går det løs med den første julekoncert med kvartet i Kulturhuset i Skanderborg, og så er vi i gang. Årets Julekoncert turnéen byder på hele 26 koncerter, og jeg har som altid mit eminente julehold med. Vi glæder os!
Jeg vil i øvrigt lige nævne, at jeg derudover har fire koncerter med Jaque i Hermanns, Tivoli Friheden i Aarhus, samt tre nordiske julekoncerter i Hamborg, så jeg får lov til at lave 34 dejlige julekoncerter i år!

Og hvis det lige skulle være forbigået din opmærksomhed, så er gæstesolisten Johanne Milland, som jeg netop har spillet sammen med i musicalen Atlantis, hvor hun havde hovedrollen som prinsesse Adalena. Hun er et lysende talent, som vi kommer til at se meget mere til i årene fremover, men I kan altså opleve hende her og nu i Årets Julekoncert.

Hvis du endnu ikke har sikret dig din billet, kan du nå det endnu. Kig forbi kalenderen på hjemmesiden og find hele turnéplanen med links til billetsalg.

Hjemmeside


                                                       Stig Rossen med band

Fredag d. 19. november kan du opleve en helt særlig koncert i smukke omgivelser på Nørre Vosborg. Vi har kaldt koncerten "Stig Rossen med band", og med mig på scenen har jeg et hold af fremragende musikere:

Pojken Flensborg på piano
Jacob Trautner på keyboard
Jens Kokholm på guitar
Kim Mikkelsen på bas
Per Kolling på trommer
Michael Bladt på fløjte og saxofon

Vi kommer til at spille nogle af mine absolutte favoritter, og heriblandt nogle af de sange, jeg ikke så ofte har med på sætlisten. Hvis du vil med, kan du nå det endnu. Find din billet her:


Stig Rossen med band





                                     Kalender + Webshop = Julegaveidéer

Fulgte du linket ovenfor, så du helt sikkert, at der allerede er fyldt godt op med både koncerter og musical i næste års kalender. Måske er der inspiration til årets juleønsker?
Kig også forbi webshoppen, hvor du kan finde min bog "Livet skal ikke leves på automatpilot" og naturligvis også en lang række DVD'er og CD'er. Uanset om du foretrækker de mere poppede albums, musicalfavoritterne, More Jacks eller Stig & Vennerne, kan det findes i shoppen, hvorfra vi sender det hele signeret og direkte til din postkasse. Du kan også finde alle fire julealbums - "Julelys" (1998), "Når du ser et stjerneskud" (2007), "En rose så jeg skyde" (2010), som også indholder en DVD, og sidst men ikke mindst "Julens stemmer" (2013).

Følg linket herunder og kom direkte til shoppen, som er fuld af oplagte gaveidéer.

Stig Rossen Shop

 

 

Husk at tilføje info@stigrossen.dk under kontakter, så I også modtager kommende nyhedsbreve direkte i indbakken.

 Jeg glæder mig til at se jer derude!

 


Stig Rossen

14. Oktober 2021

                    Ekstra forestillinger og fyldt “julekalender"


 

Hurra! Nu skal der snart for alvor tages revanche. Selvom vi er midt i oktober og midt i Atlantis, er vi selvfølgelig også midt i planlægningen af Årets Julekoncert 2021. I nyhedsbrevet her får I bl.a. en hilsen fra dette års gæstesolist, I får links til ekstra Atlantis-forestillinger, og så får I et lille tip til, hvordan I sikrer jer, at I fortsat modtager nyhedsbrevet direkte i indbakken.


Tippet først

 

Det kan være svært for det system, der sorterer dine e-mails, at afgøre, om en e-mail er reklame, du helst er fri for, eller et nyhedsbrev, du selvfølgelig brænder efter at læse. Hvis du vil være sikker på at modtage dit eksemplar af nyhedsbrevet direkte i indbakken, kan du tilføje info@stigrossen.dk under kontakter. På den måde er der større sandsynlighed for, at systemet gennemskuer, at e-mails fra denne adresse skal lande i indbakken. Det ville være ærgerligt, hvis du gik glip af konkurrencer, links og hyggelige hilsener, som den du får senere i dette nyhedsbrev.

 

Årets Julekoncert 2021

Helt tilbage i maj spurgte vi ind til jeres yndlings-julesange via Facebooksiden, og vi fik overvældende mange tilbagemeldinger med både gamle hits, der altid er med, og nye bud på sange til sætlisten. Det er altid fantastisk med input og inspiration fra jer. Som altid har årets sætliste været på tegnebrættet det meste af året, og den begynder for alvor at tage form nu, hvor efteråret har meldt sin ankomst.

Uden at afsløre for meget, kan jeg love jer, at der er nogle af jeres favoritter med, og så er der selvfølgelig også noget nyt på programmet, bl.a. en helt nyskrevet duet til Johanne og mig.

Og apropos Johanne, så sender hun her en hilsen til jer:

Hej!

Mit navn er Johanne Milland Pedersen og jeg er i år gæstesolisten på Årets Julekoncert. Lige nu spiller Stig og jeg Jabbadoor og Adalena i Tivolis opsætning af Atlantis, men snart synger vi julen ind sammen med jer rundt om i landet, og det glæder jeg mig til.

Det er faktisk en turné, jeg har drømt om at være med på i et par år nu. Jeg så Stigs julekoncert første gang i 2016 og har siden da haft en kæmpe lyst til at stå på scenen sammen med ham omgivet af julemagi, skøn musik, pejsen, der varmer, julehistorier, der lever videre, og klokker, der kimer os alle ind til det, vi glæder os mest til, nemlig julen.

For mig er julen noget helt specielt, det er roens og hyggens tid. På en måde synes jeg, at det er den varmeste tid på året. Misforstå mig ikke, det er bidende koldt udenfor, og vinden rusker voldsomt i træerne, men der er noget ved netop kulden og de stormfulde aftener, der får os til at rykke tættere på hinanden, både fysisk og i sjælen. Og det bliver jeg varm af. Jeg holder meget af de stille og kreative aktiviteter i dagene op til jul - at skabe noget fra bunden. Julekort, hjerter til træet, lysdekorationer og alt derimellem. Og jeg holder især af det, hvis jeg kan dele det med nogen. Fordybe mig i samtalen over bordet og i den specifikke ting, man laver - lige nu og her - og det føler jeg, at julen giver os. Roen og samtalen. Vi farer ikke rundt på samme måde, som vi gør i sommermånederne. Vi kigger hinanden i øjnene og skaber momenter i vores hjem med vores familier eller venner.

Den fornemmelse har jeg også med Stig. Både som menneske og som kollega. Lige så meget fest og farver der er i ham, lige så meget ro og nærvær er der også. Noget, jeg har lyst til at fremhæve hos Stig, er hans altid positive væsen, en sindstilstand, som smitter af på mig og lærer mig at se positivt og klogt på alle situationer, uanset hvad de byder mig. Det er så nemt at gå ned ad den negative sti, men jeg lærer så småt, at det negative ikke løser noget. Tværtimod.

En anden ting, jeg er svært glad for ved julen, er musikken. Især gamle big band-julesange med lyden af en helt vildt gammel mikrofon, gør mig oprigtigt glad. Der er noget over kun at høre de numre på ét tidspunkt om året. Det er gensynsglæde på højt plan for mig. Jeg prøver at holde mig i skindet for ikke at blive træt af julen, før den begynder. Alligevel sætter jeg julemusik på allerede i september, fordi jeg bare ikke kan lade være.

At få lov til at komme med på Stigs juleturné rundt i hele landet, er derfor noget, jeg glæder mig helt vildt til. Jeg refererer tit til, at efteråret og julen er som at få et stort kram fra nogen, man holder af. Sådan føler jeg også, det er med juleturnéen. Bare med et ekstra lag af magi og juleglimmer.

      



Årets juleturnéplan

Hold øje med kalenderen, for der sker jævnligt ændringer. Senest har jeg kunnet tilføje, at de tre koncerter i Brændkjærkirken i Kolding er i salg igen. De stod i første omgang som udsolgt, men der er heldigvis igen mulighed for at sikre sig en billet. Og i Tivoli Congress Center er der netop blevet åbnet for salg af yderligere billetter til koncerten kl. 14.00.

Til gengæld er julekoncerten i Portalen i Greve udsolgt, hvilket understreger, at det langt fra er for tidligt at tænke på jul og sikre sig en billet.

Du kan se hele kalenderen og finde links til billetsalg her:

Billetsalg




Ekstra Atlantis-forestillinger

Takket være den fantastiske modtagelse af musicalen Atlantis, er spilletiden endnu engang forlænget med ekstra forestillinger i Tivoli. De senest tilføjede forestillinger er søndag d. 7/11 kl. 15.00, fredag d. 12/11 kl. 19.30 og lørdag d. 13/11 kl. 15.00. Og så er der også tilføjet en helt speciel og ret spændende forestilling, nemlig d. 11/11, som bliver en syng-med særforestilling, hvor vi opfordrer alle til at synge med og gerne komme i kostumer. Jeg glæder mig til at høre 1.600 mennesker synge med på Hil Atlantis, og det bliver da også morsomt at se alle i Tivolis Koncertsal klædt ud som Jabbadoor! 😁

I kan som altid finde links til billetsalg i kalenderen på hjemmesiden.
 

Som I kan se, er kalenderen godt fyldt op langt ind i 2022. Der er meget at glæde sig til og masser af gode julegaveønsker!

Kalender

 

 

Husk at tilføje info@stigrossen.dk under kontakter, så I også modtager kommende nyhedsbreve direkte i indbakken.

 

                                 Jeg glæder mig til at se jer derude!

Stig Rossen

14. September 2021

                                              Premiereweekend


Fredag d. 10/9 var der premiere på den nye opsætning af den danske succesmusical "Atlantis". Det er 28 år siden, musicalen havde sin urpremiere, men opsætningen i Tivoli er den hidtil største.
I denne måneds nyhedsmail får I links til både anmeldelser og billetsalg.

Det er fantastisk endelig at spille for fulde sale igen!

 

 

 Læs hele anmeldelsen fra Kulturinformation her: https://kulturinformation.org/atlantis-musicalen/
 
  Kulturkupeen

"Nyopsætningen i Tivoli af den danske musical ”Atlantis” fra 1993 er på alle måder en sejr for ophavsmændene, musikken, instruktøren Thomas Agerholm, dirigenten og co-producenten Mikkel Rønnow samt hele det velsyngende hold.  Den store musicalmaskine ikke alene kører, den spinder af fryd, og det kunne såmænd lige så godt have været en film, man overværede, med mange ”takes”. For ved premieren var det perfekt afleveret, levende teater med et hav af sangere, dansere og musikere live på scenen i den store koncertsal."Læs hele anmeldelsen fra Kulturkupeen her: https://www.kulturkupeen.dk/atlantis-musicalen-i-tivoli/



"Historien om musicalen ATLANTIS forekommer efterhånden ligeså eventyrlig som myten om det tabte paradis af samme navn. Skolekammeraterne Peter Spies, Sune Svanekier og Thomas Høg satte sig for at skabe en moderne dansk musical, der fik premiere på Bellevue Teatret i 1993 til overvejende flotte anmeldelser. Siden har musicalens fans formået at holde den i live og 28 år efter kan vi nu opleve den i den hidtil mest ødsle opsætning i Tivolis Koncertsal."
 Læs hele anmeldelsen fra CPH CUlture her
http://www.cphculture.dk/d023atlantis.html


Atlantis spiller frem til d. 6/11 i København, Aarhus, Holstebro og Odense

Køb billet til Atlantis

 

NY KOMPLET ATLANTIS DOBBELT-CD

ATLANTIS 2021 udgives som komplet cast album både på CD og LP.

Der indspilles og udgives en LIVE cast recording af Atlantis.

Det er HELE forestillingen, der optages, så det er en once-in-a-lifetime chance for at få en komplet indspilning af Atlantis.

Der er brug for mindst 1.000 forudbestillinger, så skriv dig op, hvis du er interesseret:

Skriv dig op her

 


Hyggelig kirkekoncert med pianist

Selvom Atlantis naturligvis fylder en del i kalenderen de kommende måneder, så er der også andre koncerter at se frem til.

Søndag d. 26/9 danner Helleruplund Kirke rammerne om en hyggelig koncert med pianist. Carl Ulrik Munk-Andersen akkompagnerer, og som altid byder repertoiret på alt fra store musicalhits til nogle af mine egne pop-favoritter. Der er altid en helt særlig stemning ved kirkekoncerterne, og i kontrast til de store forestillinger er her en rar lejlighed til at se publikum i øjnene. Det hele er bare lidt tættere på.

Billetsalg

 

Julen kommer, førend vi ved ...

Okay, måske er det ikke lige ved at være jul, men også her går det stærkt med billetsalget, så derfor denne påmindelse. Tjek kalenderen, find dato og koncertsted, der passer dig, og nyd, at du helt frem til jul kan glæde dig til, at vi leverer en dosis koncentreret julestemning. Hele det trofaste julehold, årets talentfulde gæstesolist, Johanne Milland, og jeg glæder os i hvert fald allerede og håber, at vi ser dig.

Find din billet her

 

                                 Jeg glæder mig til at se jer derude! 


Stig Rossen

17. Maj 2021

Så er vi i gang igen!

Sommerrevy, Årets Julekoncert, Atlantis og et væld af andre spændende ting i kalenderen. Vi har undværet hinanden længe, men nu skal der endelig tages revanche.Her er lidt info om noget af det, jeg går og glæder mig til. Ses vi?
 


Stjernerne regner ned over Odense Sommerrevy

 

Odense Sommerrevy havde premiere d. 6. maj, netop som kulturlivet langt om længe kunne genoptages, og starten har været flyvende!

Som du kan se på billedet herover, er der nye forestillinger i kalenderen og dermed også enkelte, ledige pladser, men vent ikke for længe.

Alle nødvendige forholdsregler tages, så vi trygt kan samles og grine lidt af det hele - det trænger vi til!

Find din billet her

 

Årets Julekoncert 2021

Dette års fænomenale gæstesolist er Johanne Milland, og I kan godt glæde jer!

Johanne er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, Musical i Fredericia 2019, og nogle har måske været så heldige at opleve hende i opsætninger som ”Spillemand på en tagryg”, ”Den skaldede frisør” eller ”Leonora Christina”, hvor hun og jeg for første gang optrådte sammen. I efterårets storslåede opsætning af den danske musicalsucces ”Atlantis”, hvor jeg spiller hærføreren Jabbadoor, giver Johanne liv og stemme til den kvindelige hovedrolle, prinsesse Adalena. Johanne spiller desuden hovedrollen i Anna Emma Haudals nye spillefilm ”Venuseffekten”, som har biografpremiere d. 25. december 2021. Ved dette års julekoncert kan I med andre ord se frem til at opleve en usædvanligt talentfuld gæstesolist, en eminent sangerinde, som også mestrer skuespillets kunst.

Find spillesteder, koncertdatoer og link til billetsalg på hjemmesiden:

Klik her

 

Helt ny sang til musicalen Atlantis

Som led i forberedelserne til efterårets opsætning af den danske succesmusical Atlantis er det lykkedes at overtale komponist og forfattere til at skrive en ny sang til skurken Jabbadoor, som Stig glæder sig til at spille.

Sangen er kommet til at hedde "Se mig", og her får vi et dybere indblik i hærførerens sande jeg - forfængelig, misundelig og hævngerrig, som han er.

Det går stærkt med billetsalget, så der er åbnet op for seks nye forestillinger i Tivoli og fire mere i Aarhus. Vent ikke for længe med at sikre dig din billet til den hidtil største opsætning af Atlantis.

Find din billet her

 

Og så er der alt det andet!

Der er meget mere end revy, musical og Årets Julekoncert 2021 at finde i kalenderen, som er godt fuld i år.

Oplev de stemningsfulde hyldestkoncerter, hvor Stig synger de største hits fra folkekære John Mogensen. Vær med til at mindes Flemming "Bamse" Jørgensen med en fest, når Stig & Vennerne optræder. Og husk, at du kan nyde både Flemmings sange og en række, hyggelige anekdoter ved de akustiske koncerter, hvor der er skruet lidt ned for tempoet, men bestemt ikke for hverken musikalitet eller stemning.

Kalenderen indeholder også flere intimkoncerter, hvor nærværet er i centrum, når Stig synger nogle af sine egne favoritter fra både det internationale og det danske repertoire akkompagneret af sin dygtige pianist. Oplev blandt andet den helt særlige stemning på Houens Odde Gaard, hvor La Petite Provence kommer til at danne en helt magisk ramme om netop sådan en intimkoncert, hvor det hele bare er lidt tættere på. Du kan finde din billet til koncerten på Houens Odde Gaard her:

Kom med til intimkoncert

 


                                  Jeg glæder mig til at se jer derude

© Inge Soerensen 2015