Egtvedpigen, Musikhuset Århus
17. november 2000
Handlingen i denne musical er inspireret af en figur, vi kender fra vores historiebøger. Pigen fra bronze-alderen, hvis grav blev fundet ved Egtved i 1921, har givet anledning til en del spekulationer lige siden. Hvem var hun og hvem var det brændte barnelig, der var i kisten? Hvorfor var den ene brændt og den anden begravet? Disse spørgsmål havde inspireret Kim Sørensen, Thomas Malling og Thomas Høgh til at lave et bud på, hvad der kunne være sket. Det historiske oplæg kom fra Ebbe Kløvedal Reich, så de historiske facts var i orden.
Stig spillede Algot, høvdingen og Goden (dvs. forbindelsesleddet mellem Solguden og menneskene), han har to døtre, den lyse Aia ( Egtvedpigen) og den mørke Sine. Storbonden Vult har ambitioner på sin søn Solfinns vegne og ønsker, at han bliver Aias mand. Solfinn vil derved være en sikker arvtager til høvdingetitlen. Solfinn deler ikke faderens ambitioner, han elsker bare Aia og ønsker at leve med hende. Aia deler ikke Solfinns følelser og afslår hans frieri, hendes interesse retter sig mod Ugi, der kommer sydfra og mestrer kunsten at lave bronze. Vult prøver at opnå med trusler, hvad han ikke kan få ad frivillighedens vej og ophidser stammen mod de fremmede. Han finder ud af, at Sine er resultatet af en nat Tora, Algots hustru, tilbragte med en mand sydfra og derfor er hun en trussel mod stammens velfærd. Aia indvilger i første omgang i at blive Solfinns kone, men stikker af med Sine.
Ugi bliver dræbt og pigerne ført tilbage til stammen, hvor Vult vil have Algot til at ofre Sine til Solguden, for at redde stammen fra de fremmede. Algot har efterhånden helt mistet magten over begivenhederne, og selv om han anråber Solguden om hjælp, bliver Sine alligevel flammernes bytte. Aia tager nu sagen i sin egen hånd, hun ofrer sig og bliver Solgudens brud, idet hun begår selvmord ved at drikke gift.
Stig spillede som sagt Algot, der tror på det gode i mennesket og ikke ser de fremmede som en trussel. Han mener dalen har plads til alle og er derfor ikke i stand til at beskytte sin familie, da han ikke i tide indser, at det onde i folk er ved at få overtaget. Han ser ikke truslen lige foran sin egen dør og derfor går det så gruelig galt. Rollen passede godt til Stig, han var overbevisende som den alfaderlige, men lidt for tillidsfulde høvding. Han havde nogle rigtig gode sange og han var hjerteskærende i sin forgæves bøn til Solguden om at skåne Sine. Han spiller rollen som den leder, der ikke ser truslen om undergang, selv om den er lige foran ham, og vi lider med ham. Han var iført en( efter min mening) lidt kikset paryk, men den var ret nem at abstrahere fra på grund af den tragiske handling og hans overbevisende skuespil.
Katrine Falkenberg spillede Egtvedpigen, hun sang fantastisk og man sad og ønskede at historien ville ende godt, selv om man vidste bedre. Den aften vi så stykket skete der i øvrigt et teknisk uheld under en af Katrines soloer, hvor hendes mikrofon svigtede, så en scenetekniker blev nødt til at komme ind på scenen og skifte den. Der stod Egtvedpigen i sin smukke brudedragt, som vi kender fra historiebøgerne og så kommer der en mand ind i cowboytøj og skifter mikrofonen. Det var lidt komisk, men der var helt stille i salen, for Katrine sang videre uden mikrofon, og derfor var der ingen der reagerede på det komiske i situationen.
Om det var således, at Egtvedpigen endte i sin grav, i følge med et barnelig, er der ingen der kan vide, men det var et spændende bud på en forklaring. Folks frygt for det fremmede og ukendte er universel og desværre meget aktuel, så derfor var det nærliggende at gøre det til grundstenen i historien. Om folk var så oplyste om livets opståen, at man var bevidste om fadderskab, er jeg mere skeptisk overfor, men det er en detalje, der giver en ekstra dimension til historien og derfor er den acceptabel. Alt i alt er det en god historie med en masse gode sange, godt skuespil og masser af dramatik, så vi havde en god aften. /Nico
